
Hvad skal jeg gøre, hvis min hund er i løbetid?
Tæver i løbetid er velkomne. Du bedes blot gøre mig opmærksom på det, da det i nogle tilfælde påvirker hundens adfærd.
Får min hund galge på?
Jeg benytter IKKE galger når hunden behandles. Jeg mener ikke det er dyrevelfærd. Jeg bruger hellere længere tid og giver hunden pauser, hvis den bliver urolig — det kan også forkomme at jeg afslutter behandlingen hvis jeg vurderer at hunden er for påvirket. I badet benytter jeg en ‘sikkerhedssele’ til hunden. Denne sidder mellem forben og over den ene skulder – ALDRIG om halsen. Den er lavet af blød gummi, er elastisk og har en bred støtte hvor den sidder på hunden. Formålet med den er at sikre at hunden ikke falder og slår sig, hvis den glider i badet.
Hvad skal jeg gøre, hvis min hund udviser udfarende eller aggressiv adfærd?
Du skal informere mig, hvis din hund kan være angst eller udfarende overfor f.eks. klippemaskiner. Jeg forbeholder mig ret til at stoppe behandlingen, hvis jeg vurderer, at behandlingen ikke er hensigtsmæssig for enten kæledyr eller mig. Se i øvrigt ’Regler, sikkerhed og politik’.
Hvad sker der, hvis min hund har lopper?
Hvis det viser sig under behandlingen, at din hund har lopper, vil der være et tillæg til behandling med loppeshampoo og rengøring af udstyr og salon.
Hvis der konstateres lopper ved aflevering af din hund, kan behandlingen ikke gennemføres, og vi må finde en ny tid.
Er der særlige tillæg, jeg skal være opmærksom på?
Der kan forekomme tillæg for filtret pels det er derfor en god idé at du har gennembørstet pelsen inden i kommer, men også holder pelsen ved lige mellem behandlinger.
Har du en hund hvor øjnene løber og det danner stive hår og snask ved øjnene bedes du have vasket dette da tillæg kan forekomme. Det slider på saks og tager ekstra tid afhængig af hvor slemt det er.
Hvordan melder jeg afbud?
Vis hensyn og meld afbud, hvis du ikke kan komme, så en anden kan få glæde af tiden.
Afbud skal ske senest 24 timer før den aftalte tid på telefon; 23 28 28 78. Du finder også kontaktoplysninger på dit aftalekort og/eller på hjemmesiden. Ved afbud senere opkræves et gebyr på 50% af behandlingens pris.
Hvad skal jeg huske, inden jeg kommer med min hund?
Sørg altid for at din hund er godt luftet, inden I kommer. Din hund skal være hos mig i flere timer, og det er synd med en fyldt blære.
Hvordan skal pelsen være på min hund inden vi kommer?
Sørg for at pelsen på din hund er godt udredt og ikke filtret, når I kommer. En filtret pels vil gøre ondt at rede ud samt øge risikoen for at lave skader på huden. Samtidig risikerer man også, at hunden vil blive bange for at komme til frisør en anden gang.
Hvis pelsen på din hund er fuldstændig filtret sammen, redes den ikke ud, og jeg kan derfor ikke lave fx en bamseklip. Det vil/kan være nødvendigt at klippe pelsen helt kort med maskine for at kunne komme ind under filtrene. Du vil selvfølgelig blive informeret, inden vi går i gang.
Der vil være tillæg for filtret pels
Skal min hund være vaccineret?
Din hund skal være vaccineret med alle lovpligtige vacciner, inden I kommer på besøg.
Hvad skal jeg vide om forsikring?
Vær opmærksom når du afleverer din hund til behandling hos Bøgestrømmens Hundesalon, at det altid er på ejers ansvar. Skulle der ske et uheld i salonen, er det dermed ejers egen forsikring, der dækker. Det anbefales derfor, at du også har en sygeforsikring. Hunde er levende væsner, og der kan ske uforudsete hændelser, som forårsager en skade, der skal behandles hos dyrlægen. Heldigvis sker dette kun yderst sjældent, men hvis din hund kommer til skade under behandlingen, er det ejer eller ejers forsikring, der betaler eventuelle dyrlægebehandlinger.
Hvad skal frisøren vide om min hund?
Fortæl mig hvis der er områder, din hund ikke bryder sig om at blive rørt ved. Fortæl om din hund har været syg for nyligt, er på medicin, har utøj, skader eller skavanker – eller hvis din tæve er i løbetid. Det er oplysninger, som er vigtige for mig at kende til, inden behandlingen går i gang.
Kan jeg være hos min hund, mens den får sin behandling?
Nej – Det er en fordel at lade din hund være alene sammen med mig, så dens fokus er fuldt ud på mig. Hunden vil ofte være mere urolig, når mor eller far bliver og ser på.
Hvor lang tid tager en behandling?
Der er stor forskel på, hvor lang tid en behandling tager for det af afhænger af typen af behandling. Vær forberedt på at det kan variere og at det er normalt at det kan vare mellem 2 – 4/5 timer afhængig af behandling. Jeg er fortsat under uddannelse og det tager tid at lære og år at få erfaring. Jeg vil derfor bruge god tid på at sikre at resultatet bliver godt.
Er der omstændigheder der gør at min hund ikke kan modtages i salonon?
Smitsomme sygdomme hos din hund, sygdom som giver din hund ubehag mens den er syg, har din hund lopper og aggressiv adfærd er nogle af de omstændigheder der gør at din hund ikke kan komme i salonen. når sygdom er overstået og din hund er frisk igen og ikke smitter er den naturligvis velkommen.
